Seniorklubbens arrangement på Skalborg Kro med ”Lægen” Søren Kaalund

Seniorklubbens arrangement på Skalborg Kro med ”Lægen”, Søren Kaalund, løb af stabelen torsdag aften, den 30. september.

Efter velkomst ved Seniorklubbens formand, Knud Peer Andersen, inden start på spisningen, bad Aalborg Fodbolddommerklubs formand, Carl-Johan Christensen, om ordet. Han havde den triste meddelelse, at et af Dommerklubbens æresmedlemmer, tidligere mangeårig formand, Paul A. Jensen, tirsdag den 28. september var gået bort, 85 år gammel. Forsamlingen mindedes stående Paul A. Jensen med et minuts stilhed. Æret være Paul A. Jensens minde.

Efter at have nydt kroens omfattende buffet ledsaget af lidt væde, kunne i alt 49 deltagere, Seniorklub-medlemmer, mange med ledsager, opleve en engageret Søren fortælle om et langt liv som læge for AaB og Danmarks fodboldlandshold. Et stort tema var fodboldspilleres risiko for diverse skader og efterfølgende genoptræning, det hele krydret med lysbilleder og fine plancher.

Søren var også omkring sit syn på de seneste års udvikling indenfor vores sport, en udvikling, der var gået fra alm. ”foreningssport” til udpræget ”forretningssport” med tilknytning af en enorm stor stab af trænere, sportschefer, behandlingspersonale osv., osv. – en tankevækkende og måske en lidt skræmmende udvikling…

Søren gav også et par prøver på sine musikalske evner på det medbragte el-klaver – store klapsalver.

Alt i alt en hyggelig aften med gode kolleger og deres ledsagere kunne slutte efter formandens tak til Søren Kaalund.

#

No responses yet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *